Hvem er jeg

Jeg hedder Mette Ploug Bergholt, jeg ejer og driver Sneglebakken Hypnose.  Sneglebakken Hypnose er en enmandsvirksomhed, og det er således altid mig, der er terapeuten.

Mette

Jeg fik øjnene op for hypnose som et stærkt terapeutisk redskab for nogle år siden, da jeg selv prøvede det i forbindelse med allergi. Intet andet havde virket, men med hypnosen var det så enkelt og så hurtigt. Efter den oplevelse måtte jeg vide mere om hypnosens verden og muligheder. Jeg uddannede mig og blev endnu mere fascineret af, hvor hurtigt og effektivt, man kan opnå forandringer med hypnose.

Jeg arbejder ikke på fuld tid med hypnose, men tager klienter én dag om ugen, og bruger desuden en masse tid på at dygtiggøre og videreuddanne mig. Min primære beskæftigelse er som chef for Business Intelligence ved Aarhus Universitet, hvor jeg leder en afdeling med 7 dygtige medarbejdere. Det har jeg gjort siden 2012. Jeg har også været udviklingschef ved Esbjerg Kommunes biblioteker og Økonomisk Analysechef ved Esbjerg Kommunes centrale økonomiafdeling.

Uddannelser

Min oprindelige uddannelse er en kandidat i samfundsøkonomi (cand.oecon.) fra Syddansk Universitet. Jeg har gennem tiden videreuddannet mig indenfor ledelse med bla. en Executive MBA ved ASB Aarhus Universitet. Og endelig har jeg taget en del efteruddannelse inden for datalogi og business intelligence.

I 2016 tog jeg uddannelsen som 5-PATH® Master Hypnotisør og Hypnoterapeut ved Hypnosehuset Danmark. Uddannelsen lever op til RAB (Registrerede Alternative Behandlere) samt SKAT´s krav om, at behandleren skal have 250 lektioner i sit grundfag for at kunne bruges til at blive godkendt som RAB-behandler samt momsfritaget for visse ydelser ved SKAT.

I 2017 har jeg taget Sundhedsfaglig Grunduddannelse, som består af:

200 lektioner i Anatomi/fysiologi
100 lektioner i Sygdomslære
50 lektioner i Psykologi
50 lektioner i Andre alternative behandlingsformer
10 lektioner i Klinikvejledning/Klientbehandling

Lige nu er jeg i gang med en 10 måneders Hypnotherapy Diploma ved Anglo European College of Hypnosis i England. Det er en intensiv og omfattende hypnoseuddannelse, der har en kognitiv adfærdsterapeutisk tilgang. Uddannelsen indeholder desuden en certificering som NLP Practitioner, ligesom der er en del fokus på anvendelse af mindfulness.

Uddannelsen lægger stor vægt på evidensbaserede praksisser og metoder, og opfordrer de studerende til kritisk tænkning. Kendskab til den omfattende forskning, der er lavet på området er også et vigtigt element i uddannelsen.

I sommeren og efteråret 2018 skal jeg igen til England og tage efteruddannelsen “Advanced Hypnotherapy Diploma” ved samme skole.

Min tilgang

Jeg er meget nysgerrig og videbegærlig. Samtidig er jeg kritisk anlagt og vil gerne sætte mig grundigt ind i et emne, før jeg former min egen holdning. Jeg er optaget af at gøre ting bedre end i går, og er derfor næsten altid i gang med en eller anden form for uddannelse og læser en masse bøger og artikler.

terapeutIndtil jeg selv prøvede det, havde jeg – som de fleste – en idé om, at hypnose nok var noget, som hypnotisøren “gør ved en”, og at man ikke selv er ret meget med i arbejdet. Jeg fandt det både fascinerende og lidt skræmmende. I dag ved jeg, at hypnoseterapi er et samarbejde mellem klienten og terapeuten, og at der er tale om at få aktiveret ressourcer, som du allerede har ved at ændre på skadelige vaner og uhensigtsmæssige overbevisninger ved hjælp af ganske almindelige kognitive og psykologiske processer.

Der er mange måder at gøre det på, og der er rigtig mange dygtige hypnotisører med hver deres tilgang. Min er involverende og forskellig for hver person, der sidder i min stol. Jeg tror på, at du har de ressourcer, der skal til for at få den forandring, du har brug for.  Selvom de somme tider kan være gemt langt væk. Min opgave er at hjælpe dig med at finde og bruge de ressourcer. Jeg sigter efter, at du bliver bevidst om og får trænet dine egne evner til forandring. På den måde bliver din forandring varig. Alt hvad vi gør, når du kommer til mig for at få en forandring, er noget vi sammen aftaler og er enige om. Vi laver en plan for, hvad målet er, og hvordan vi skal nå derhen.

Læs mere om min tilgang til hypnose på siden om hypnose her