Hvad er hypnose

Selvom hypnose har været kendt og anvendt i flere hundrede år – og siden 1840’erne under navnet “hypnose”, som er afledt af det græske ord hypnos, der betyder søvn – er der ikke enighed om en definition af fænomenet. Du vil derfor kunne finde rigtig mange forskellige forklaringer på, hvad hypnose er, hvis du går på opdagelse i opslagsværker, lærebøger eller på forskellige hypnotisørers hjemmesider.

En meget udbredt forklaringsmodel siger, at hypnose er en særlig tilstand af fokuseret opmærksomhed, hvor det man fokuserer på træder tydeligt frem, mens andet træder i baggrunden. I denne tilstand kan man påvirke det underbevidste og endda det ubevidste sind, fordi den kritiske sans undertrykkes i hypnosetilstanden. Der er derfor lettere adgang til at skabe forandringer på et dybt niveau, hvis personen ønsker det.

hypnose

Tilstanden ligner andre almindelige tilstande som for eksempel den opslugthed, man kan opnå, når man er opslugt af en god bog eller film, som man lever sig ind i. Eller når man dagdrømmer – for eksempel når man kører langt i bil. Mange mener også, at man ofte er i den tilstand lige inden man falder i søvn. Men søvn er det ikke.

Evidensbaseret forklaringsmodel.

En anden meget udbredt forklaringsmodel støtter sig til, hvad der er forskningsmæssig evidens for. I denne model forkastes ideen om, at vores sind er delt op i bevidst og underbevidst, fordi der ikke er evidens for det. Man kan godt have ubevidste tanker og handlemønstre, men de bor ikke et bestemt sted i hjernen.

Hypnose er ifølge denne model ikke en særlig eller speciel tilstand.  Ingen af de måleapparater og -metoder, der i dag findes, kan påvise ændringer i hjernen hos en hypnotiseret og en ikke-hypnotiseret person. Det kan man ved andre ændrede bevidsthedstilstande såsom søvn og besvimelse, eller når man er påvirket af stoffer eller alkohol.

Til gengæld er det muligt at måle forskelle i reaktionen på forskellige stimuli hos en hypnotiseret og en ikke hypnotiseret person. Man kan altså måle effekterne af hypnoseterapi, og der er rigtig mange studier, der påviser gode resultater især på områderne angst,smertebehandling, søvnproblemer, stress, irritabel tarm og depression. Læs mere om det under evidens og forskning.

I denne tilgang til hypnose (ofte kaldet “Non-state”) forklares hypnose mere som en færdighed, der kan læres og trænes op. Altså ikke noget, som hypnotisøren “gør ved dig”, men noget, som hypnotisøren hjælper dig med at mestre. Og det er en vigtig forskel, fordi det har stor betydning for måden, terapien tilrettelægges.

Min egen holdning er i overensstemmelse med denne evidensbaserede “non-state” forklaringsmodel. Og du kan læse mere om, hvad det betyder for min tilgang til hypnose her.